Virksomhedsbesøg

Et virksomhedsbesøg giver din virksomhed en enestående mulighed for at skabe øget opmærksomhed og interesse for virksomheden blandt studerende på lægemiddelfaglige uddannelser. Det giver samtidig ansatte i virksomheden mulighed for at stifte bekendtskab med de mange nye uddannelsesprofiler, der er opstået de senere år. Desuden får I mulighed for at vise de studerende, hvad netop jeres virksomhed står for samt hvilke spændende og relevante jobfunktioner, der findes i jeres virksomhed. 

Hvis I skulle have lyst til at arrangere et virksomhedsbesøg i samarbejde med Pharmaconnection og Pharmadanmark, kan I:

1) Enten sende os en mail med følgende indhold:

  • Et emne for besøget
  • Målgruppen – fx uddannelsesretning
  • Dato, tid og sted for besøget
  • Eventuelt foreløbigt program
  • Maksimum og minimum antal studerende
  • Tilmeldingsfrist

2) Eller gå i dialog med os, så vi sammen kan planlægge besøget og udarbejde et program.

Fordelen ved at benytte Pharmaconnection er, at vi står for det administrative arbejde, herunder promovering, registrering af tilmeldinger og opfølgning på besøget.

I det følgende kan du finde idéer og tips til afholdelse af et virksomhedsbesøg.

Målret besøget:
Det er vigtigt at gøre det klart, hvem besøget henvender sig til; dvs. om det er en bestemt studieretning eller årgang. Dette sikrer, at det faglige niveau i forbindelse med besøget kan tilpasses målgruppen.

I kan finde en oversigt over de studieretninger, der er repræsenteret i Pharmadanmark her.

Henvender besøget sig til de yngre årgange, kan besøget tage udgangspunkt i jeres virksomhed som helhed. I kan fx præsentere flere af jeres kompetenceområder. De yngre studerende er ofte i tvivl om, hvilke jobfunktioner de kan varetage. Derfor kan det være en god idé, at give de studerende en oversigt over, hvilke jobmuligheder, der findes hos jer.

Hvis besøget henvender sig til ældre årgange, kan I vælge at fokusere mere specifikt på et bestemt område. De ældre studerende vil ofte gerne vide noget om, hvilke kompetencer, I efterspørger, og hvordan jeres ansøgnings- og ansættelsesproces er.  De ældre studerende er ofte også interesseret i at møde en af jeres yngre (gerne nyuddannet) medarbejdere, som kan fortælle om sine egne oplevelser omkring den første ansættelse.

Generelt er det godt at huske:

  • Virksomhedsbesøget bør være af en vis varighed fx 3-4 timer
  • Besøget bør ikke afholdes i perioderne maj-juni og december-januar, da dette er eksamensperioder
  • Ved virksomhedsbesøget er det en god ide at give de studerende en helhedsfornemmelse af jeres virksomhed, hvilket kan gøres ved en kort introduktion af virksomheden samt en rundvisning i produktionen eller på laboratorierne

Et program kunne bestå af følgende elementer:

  • Velkomst
  • Kort præsentation af jeres virksomhed og kernekompetencer
  • Præsentation af en eller flere afdelinger i virksomheden
  • Rundvisning
  • Afslutning

Det er en god ide at indlægge tid til spørgsmål undervejs.